Vurdering af parodontal risiko

Procentdel af blødning ved sondering (BOP)

Blødning ved sondering (BOP) bestemmes ved let sondering til bunden af pochen med en standardiseret parodontal sonde.

Resultatet er dikotomt: positivt eller negativt. Det anvendte tryk bør ikke overstige 0,25N (25g).

BOP måles på fire steder pr. tand (mesiobukkalt, midtbukkalt, distobukkalt og midtoralt). Dette gøres bedst kvadrantvis, først de bukkale målinger og derefter de orale.

BOP-scoren beregnes som antallet af positive steder divideret med det samlede antal steder ganget med 100.

Antal parodontale pocher med pochedybde ≥5mm

Fire steder pr. tand sonderes skånsomt (mesiobukkalt, midtbukkalt, distobukkalt og midtlingualt). Antallet af pocher på 5mm eller dybere noteres.

Ved vurderingen af patientens risiko for sygdomsprogression vurderes antallet af residuale pocher med en pochedybde på ≥5 mm som den anden risikoindikator for recidiv i risikovurderingens funktionelle diagram. Skalaen forløber lineært med 2, 4, 6, 8, 10 og ≥12% som kritiske værdier på vektoren.

Personer med op til 4 residuale pocher kan betragtes som patienter med relativt lav risiko, mens patienter med mere end 8 residuale pocher betragtes som personer med høj risiko for recidiv.

Antal mistede tænder

I forbindelse med denne risikovurdering omfatter et komplet tandsæt 28 tænder (visdomstænder medregnes ikke). Visdomstænder, der er vandret mesialt til andenmolarernes plads, tælles som andenmolarer.

Antallet af mistede tænder i tandsættet uden tredjemolarer (28 tænder) tælles, uanset om de er erstattet. Også denne skala forløber lineært med 2, 4, 6, 8, 10 og ≥12 som kritiske værdier på vektoren.

Personer med op til 4 mistede tænder kan betragtes som patienter i en lav risikokategori, mens patienter med mere end 8 mistede tænder kan henregnes til en høj risikokategori.

Procentdel knogletab i forhold til patientens alder

Procentdelen af knogletab estimeres ud fra røntgenbilleder af de posteriore tænder. Stedet med det største tab giver værdien for knogletabet.

Som udgangsniveau for knoglen regnes 1mm apikalt for emalje-cement-grænsen (CEJ). Knogletabet estimeres groft i trin på 10%. Hvis der ikke foreligger periapikale røntgenbilleder, kan bitewings anvendes. Ved denne tilnærmelse estimeres knogletabet til 10% pr. mm.

Ved vurderingen af patientens risiko for sygdomsprogression estimeres omfanget af alveolært knogletab i forhold til patientens alder som den fjerde risikoindikator for recidiv i risikovurderingens funktionelle diagram.

Systemiske faktorer

Den bedst underbyggede evidens for en ændring af modtageligheden for og/eller progressionen af parodontal sygdom stammer fra studier af populationer med diabetes mellitus type I og type II (insulinkrævende og ikke-insulinkrævende).

Man skal være klar over, at diabetes’ indflydelse på parodontale sygdomme er dokumenteret hos patienter med ubehandlet parodontal sygdom, mens der til dato ikke foreligger klar evidens for behandlede patienter. Det er dog rimeligt at antage, at de systemiske tilstandes indflydelse også kan påvirke sygdommens recidiv.

Ved vurderingen af patientens risiko for sygdomsprogression tages systemiske faktorer, hvis de er kendte, kun i betragtning som den femte risikoindikator for recidiv i risikovurderingens funktionelle diagram. I så fald markeres området med høj risiko for denne vektor. Hvis de ikke er kendte eller ikke foreligger, indgår systemiske faktorer ikke i den samlede risikovurdering.

Miljøfaktorer

Forbrug af tobak, overvejende i form af rygning og i mindre grad som snus eller tyggetobak, påvirker modtageligheden og behandlingsresultatet hos patienter med kronisk parodontitis.

Ved vurderingen af patientens risiko for sygdomsprogression skal miljøfaktorer som rygning tages i betragtning som den sjette risikofaktor for progression af parodontal sygdom i risikovurderingens funktionelle diagram.

Selvom der kun foreligger sparsom evidens for en sammenhæng mellem cigaretrygning og dårligere resultater under parodontal vedligeholdelsesbehandling (SPT), synes det rimeligt at placere storrygere (≥20 cigaretter/dag) i en højere risikogruppe under vedligeholdelsesbehandlingen.

Mens ikke-rygere (NS) og eks-rygere (FS: mere end 5 år siden rygestop) har en relativt lav risiko for recidiv af parodontitis, har storrygere (HS: defineret som rygning af mere end én pakke om dagen) afgjort en høj risiko.

Lejlighedsrygere (OS: <10 cigaretter om dagen) og moderate rygere (MS: 10-19 cigaretter om dagen) kan betragtes som havende en moderat risiko for sygdomsprogression.

Reference

LANG N P, TONETTI M S: Periodontal risk assessment (PRA) for patients in supportive periodontal therapy (SPT). Oral Health Prev Dent 1: 7-16 (2003).